Velkommen til Præstøkoret

Kort om koret:

Præstøkoret er et blandet amatørkor med mere end 50 sangere, som lægger vægt på musikalsk udvikling og hyggeligt socialt samvær.

Korets repertoire er meget alsidigt fra klassiske værker, over danske og udenlandske sange til rytmiske kompositioner. Vi holder jævnligt koncerter i egnens kirker og øvrige koncertsteder.

Palladius prisen 2018

Charlotte Dagnæs-Hansen hædres med Palladiusprisen i år.

Mellem 4-500 deltog i gudstjenesten i Roskilde Domkirke i anledning af stiftsdagen. Efter gudstjenesten samles de fleste til en eftermiddag med gode foredrag i Kongrescenteret. Det var især indlæg fra Tyge Mortensen , fremtidsforsker, der på levende vis førte os ind i ” Udvikl  landsbykirken” og sportsdirektør Troels Bech ”Giv til det. du ønsker” der skabte lydhørhed.

Eftermiddagen sluttede med uddeling af Palladiusprisen.

Palladiusprisen har været uddelt siden 2002 og uddeles til grupper eller enkeltpersoner, der har gjort noget for kirkelivet i Stiftet.

Der er ikke mange, der er i tvivl om Charlotte har fortjent prisen. Hun er med til at højne musiklivet i hele vores område og langt ud over Sjælland.

Charlotte har 4 kor spændende fra spirekor til voksenkor med mere end 100 deltagere.

Vi kan være stolte af, at Charlotte nu har fået prisen, der udover en flot statuette også følger 10.000 kr.

Læs Charlottes takketale

Medlem i Præstøkoret

Der er i øjeblikket venteliste, for at blive en del af Præstøkoret.

Men er du interesseret i at blive en del af koret, bør du tage kontakt, så du kan blive skrevet op.

Har du lyst til at synge sammen med os? Læs mere her

KONCERTER

Der er ikke planlagte koncerter p.t.

PRÆSTØKORETS JUBILÆUM

Lørdag d. 10. marts fejrede præstøkoret dets 40 års jubilæum med et brag af en jubilæumskoncert i Præstø Skole.

Op mod 60 sangere underholdt i små to timer med et potpourri af de sange, som koret har haft som favoritter gennem årene. Det spændte fra sydafrikanske rytmer via lækker jazz og danske fædrelandssange til højromantisk kirkemusik.

Det hele blev elegant bundet sammen af Solveig  Frandsen og Mogens Frandsen (de er IKKE gift med hinanden), men har været med siden korets start.

Koret har kun skiftet dirigent én gang i løbet af de 40 år, og begge dirigenter, Addi Vaupel og Charlotte Dagnæs-Hansen, deltog i koncerten.

Et tidligere kormedlem, jazzpianisten Steffen Hagelberg akkompagnerede et par af numrene og fik desuden hjælp på klarinet af Per Østergård, der har sunget i  Præstøkoret i mange år.  – Til alles overraskelse kaldte Addi Vaupel sin søn, Christian Romme Vaupel på podiet – medbringende en kontrabas – og så kom der swing i Duke Ellingtons: To be or not to be!

Efter koncerten deltog flere end 100 gæster i en festlig reception. Korets formand, Dorthe Wille-Jørgensen takkede for den store opbakning fra både aktører og publikum, mens Nordea Fonden og Vordingborg Kommune blev takket for deres rundhåndede støtte til koncerten.

Dagen sluttede med en dejlig middag for koret, hvor gamle minder blev genoplivet gennem sang, spil og lattervækkende parodier på korets liv.